Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image
Scroll to top

Top

Værdispil

Værdispil - baggrund, myter og fakta

Værdispil – eller value betting på engelsk – er en strategi, hvor fokus er på det konkrete odds og sandsynlighedsregning. Mange professionelle sportsbettere mener, at value betting er den eneste sande vej til overskud over tid, og der kan da også være noget om snakken. Vi vil her redegøre for konceptet, og give vores bud på, om det er spilleverdenens hellige gral.

Folk der oddser snakker ofte om værdispil, men hvad betyder det helt præcist? Det betyder kort og godt, at man vurderer at oddset for et specifikt udfald er sat for højt. At valuebette er en særdeles matematisk tilgang til udvælge sine spil, i modsætning til f.eks. bare at spille på mavefornemmelsen. Værdien af spillet styrer i større grad beslutningen for om der bliver spillet, end den enkelte betters personlige mening om udfaldet af spillet.

For at finde et værdispil skal man først sætte sine egne odds på det enkelte væddemål – uden at skele til markedets odds. Hvis du f.eks. skal finde et værdispil på et væddemål til kampen FCK-Brøndby, så vil du først analysere dig frem til dine egne odds og sandsynligheder. Dernæst vil du sammenligne oddsene med hvad markedet eller din favorit-spiludbyder tilbyder. Oplever du at spiludbyderen på et af udfaldene tilbyder et markant højere odds, vil du have fundet et valuebet / værdispil. F.eks. vil du opnå værdi, hvis du vurderer et udfald til at have 50% chance for at gå hjem og spiludbyderne tilbyder dig over odds 2. Spændet mellem odds 2 (dit odds / din vurdering) og det udbudte odds (f.eks. 2.25) er det der udgør værdien – derfor navnet værdispil.

På hvilken måde adskiller værdispil sig fra gængs måde at anskue væddemål på? Der er flere markante forskelle og alt overvejende går konceptet ud på, at være bedre til at sætte odds end markedet – og det er svært!

Skal et værdispil gå hjem før at der er værdi? Ikke nødvendigvis – forudsat at du har sat procenterne rigtigt. Lad os tage et simplificeret eksempel. Real Madrid møder FCK i Champions League. Oddsene du finder hos din spiludbyder er som følger: 1.11 – 9.00 – 20.00. Ved din egen analyse finder du frem til, at FCK faktisk er slemt undervurderet, og du giver dem 10% chance for at vinde på Bernabeu. Du mener med andre ord, at FCK vil vinde én ud af ti tilsvarende opgør. Der er i dette tilfælde tale om et kæmpe værdispil, da forskellen på markedet og dine odds er enorm. Du vil derfor have fundet et markant værdispil. Real Madrid ender dog med at vinde kampen, og derfor kan man godt argumentere for at spiludbyderne satte oddsene bedre end dig. Man kan modsat også argumentere for, at hvis din analyse og oddssætning var mere korrekt, ville du vinde over markedet i længden. Hvis dine odds er korrekte sat vil FCK jo teoretisk vinde hver tiende kamp, og dermed vil du i længden opnå en gevinst. Faktum er, at du vil opnå et overskud i længden, hvis dine odds er sat bedre end markedets.

Real Madrid-FCK-eksemplet er meget simplificeret – og lidt urealistisk – fordi det er meget sjældent at man opnår så stor værdi. Men pointen er, at værdispil oftest kræver utroligt mange væddemål før, at man opnår den ”edge” man mener, at man har ift. markedet. Når man spiller værdispil er man derfor nødt til løbende, at acceptere tab fordi man ikke nødvendigvis spiller på de udfald med størst sandsynlighed for at gå hjem. FCK vil jo formentlig tabe størstedelen af dette specifikke opgør (9 ud af 10 ifølge bookmakernes odds), og dermed kan spil på en stor underdog kræve masser af kapital, stor tålmodighed og ikke mindst tro på egne evner til at sætte odds.

Fem råd til værdispilleren

1: Indse at det er svært at finde værdi på meget store og populære begivenheder som f.eks. Champions League, VM i fodbold og finalen i Wimbledon. Du er oppe imod et helt marked og hundredevis af odds-sættere, eksperter og insidere. Dermed er dine muligheder for at være bedre til at fastsætte oddsene markant mindre. Alle informationer er i princippet tilgængelige, og det er svært, at kunne argumentere for værdi på så gennemsigtige markeder. Kig i stedet efter mindre gennemsigtige markeder – f.eks. dansk sport i lavere rækker.

2: Hold fokus på det lange løb. Value betting er ikke for folk, som er på udkig efter den hurtige og nemme gevinst. Værdiforskellene er oftest ganske små – 5-10%  – og samtidig vil du ofte spille væddemål, som realistisk set skriger på det modsatte udfald. Det er desuden ret tidskrævende at sætte odds, så vær forberedt på et langt sejt træk.

3: Når du sammenligner dine egne odds med spiludbyderens, så vær opmærksom på at tilbagebetalingsprocenten er forskellig. Du har formentlig sat odds ud fra en tilbagebetalingsprocent på 100%. En bookmaker har typisk ml. 3-8% i sit favør, så dermed kan du ikke sammenligne odds direkte – hos Betfair er det en anelse nemmere at sjusse sig frem til.

4: Tro på dig selv og matematikken. Sport er ikke matematisk forudbestemt som f.eks. roulette eller blackjack, hvor sandsynlighederne ikke kan variere. Dine evner til at vurdere kampene, erfaring og grundige analyser kan hjælpe dig til at opnå den nødvendige ”edge” over din spiludbyder. Bookmakerne og deres odds-sættere er ikke perfekte – langt fra! En spiludbyder tilbyder i dag så mange forskellige væddemål at fejl er uundgåelige. Det handler om at finde netop de væddemål, som de har sat oddsene forkert på.

5: Spiller du oftest på favoritter, så er værdispil nok ikke noget for dig. Favoritter vil oftest være ”underpriced” – dvs. at deres odds ligger lavere end de faktisk burde. Det gør de fordi, at spiludbyderne modtager klart mest spil på favoritter – og i den grad favoritter i f.eks. TV-kampe. Der er meget meget sjældent værdi i f.eks. Barcelona, Man United og Real Madrid på hjemmebane netop fordi folk spiller de populære storhold uden at skele til det konkrete odds. Er du dermed til underdogs, vil det være en god idé at kigge nærmere på værdispil.

Værdispil / value betting bliver ofte diskuteret i sportsbetting-kredse, og overvejende er folk positive stemt overfor konceptet, men trods det, er det ikke altid en vindende formular. Folk er ofte ikke specielt gode til selv at sætte odds, og de meget små marginaler som konceptet hviler på, kan nemt udvandes af dårlige odds eller sløj money management. Føler du, at du kan sætte oddsene bedre end markedet, så giv det en chance – men ellers er der masser af spiltips tilgængelige på diverse spilsider som det vil give bedre mening at følge.